Ler og Ild
- Muligheder og Begrænsninger
Ler
Et fedt jordlag, der kan formes og skabes til noget nyttigt - til noget smukt - til noget fortællende.
En historie fra Stenalderen, helt op til vor tid.
Ild
En god tjener og en nødvendig, men uforudsigelig herre, der efter brænding af lertøj kan vække store følelser af begejstring eller skuffelse!
Muligheder
Lerets muligheder er mange, og overfladen har stor betydning. Den kan glittes (gnides med en blank sten), trykkes, skrabes, eller ændres under brændingen. Glasur, begitning, reduktion af ilt eller tilsætning af andre kemikalier kan give et spændende og forbavsende farvespil.
Begrænsninger
Leret har også sine begrænsninger.
Især i mine udendørs brændinger er det først og fremmest vejret, som sætter grænser.
I en almindelig jydepotte-brænding + åben bål-brænding + pit-brænding + saggar-brænding + hestehårs-brænding kommer temp. ikke højere end 700 - 800 gr. C, og derfor er den færdige potte ikke 100% vandtæt som stentøj, der er brændt ved 1200 - 1300 gr. C i ovn.
Der er også langt større fare for brud eller sprængninger, fordi ildens flammer ikke kan styres som strøm i en keramisk ovn. Men det er jo også netop dét, der er det udfordrende og spændende!
Brænding
Alt mit lertøj, undtagen jydepotterne, får en “beskyttende” skærvebrænding på omkr. 900 gr. C i den keramiske ovn inden mødet med ilden finder sted den rigtige dag, i det rigtige vejr, i den frie natur!
Lerets møde med ilden er det sidste og mest spændende stop på rejsen. Først var det en fugtig lerklump, som blev forvandlet til krukke, og endelig efter 4 - 5 timer kommer den til syne imellem trækul og aske!
Succes eller fiasko?
Kemi
Alt, også naturen har kemi!
Bogstaver og formler skaber “tryllerier” i forbindelse med ildens varmepåvirkning.
Det kan være stoffer, man blander i leret: sand, chamotte (knust, brændt ler), papirpulp, farvestoffer.
Det kan også være “natur-kemi”, man drysser ned over lerkrukkerne, mens man bygger brændingen, (pitbrænding) op med savsmuld, høvlspåner, kviste og træ. Det kan være tang, bananskræller, majskolbeblade, saltet hø eller forskellige oxyder og karbonater.
Man kan også pakke krukkerne ind i staniol eller en “ler-frakke” med samme indhold som ovenfor (saggar- brænding).
En anden meget spændende, gammel indiansk brændingsmetode er, at påføre den glødende krukke hestehår eller fjer, som reducerer ilten og dermed tegner hestehårs krøllede leg og fjers fjerlette, sorte aftryk på krukkens gloende hede, glittede overflade (hestehårs-brænding).